2 år siden jeg fik lov til at beholde livet

I dag er det 2 år siden jeg fik lov til at leve videre. Mange mennesker ser tilbage på tragiske datoer i deres liv og bliver mindet om den sorg de oplevede, jeg forsøger at gøre min dag til en dag hvor jeg fejrer at jeg fik lov til til at bliver lidt endnu. Tanken om en fejring af min dag kom efter jeg så en dokumentar om amerikanske veteraner der alle fejrer deres “alive-day” , den ide tog jeg til mig for jeg er vild med tanken om at hylde livet. Nogen soldaterne går enda så vidt at de udskifter deres oprindelige fødselsdag og kun markerer den nye dag resten af livet. Så vidt vil jeg nu ikke gå for jeg elsker min fødselsdag.

Jeg har jo beskrevet min ulykke i et af mine første indlæg og jeg har snart fortalt den historie så mange gange, men det har været en god del af min heling. En dag da jeg googlede noget fakta om højresvingsulykker kom denne overskrift frem fra min egen ulykke, jeg havde ikke set den før. Det gjorde alligevel ondt, at se min cykel ligge der i krydset og lastbilen. Medierne skrev ikke mere om min ulykke , for jeg omkom jo ikke og så er det åbenbart ikke interesant 😉

De følgende billeder kan være lidt voldsomme men jeg er selv klar til at dele dem nu .

Det her var det syn jeg vågnede op til og da jeg efter nogle dage var klar til at se det, den sorte forbinding omkring benstumpen er en del af et vakum system der sørger for at dræne væske.

Mit bækken var brækket flere steder og jeg havde dette stativ på for at stabilisere det indtil de på 13 dagen fik sat skruer og skinner ind, jeg var simpelthen for afkræftet i starten til at de kunne operere med det samme.

 

 

Al hud og fedt væv fra lyske til ankel på højre ben måtte fjernes da det havde været rullet under lastbilens dæk og derfor ikke længere havde forbindelse til blodbanerne, i de første 3 uger vidste jeg ikke om jeg kunne beholde benet, det kom an på hvordan det tog imod transplantationerne og heldigvis fik de dygtigste læger og sygeplejesker og assistenter på brandsårsafdelingen reddet det så jeg i dag har mit højre ben.

Det her foto ramte mig lige i hjertet for det ligner ikke mig, det er første gang jeg var oppe at sidde i 5 minutter og det gjorde så ondt at jeg bare gik ind i mig selv, min sjæl forlod ligesom kroppen og jeg kan huske jeg sad og ønskede det hele bare kunne få en ende for situationen var så uoverskuelig. Jeg har tabt mig og har aldrig i mit liv været så tynd, min krop brugte alle ressourser på at hele, jeg har da lært at spise igen kan jeg se i spejlet nu 😉

Langsomt kom mit højre ben i bedring og efter 3 måneder kunne jeg komme igang med min genoptræning.

Endelig fik jeg lov til at komme op på en prøveprotese

Jeg lærte at gå igen , med en masse forhindringer men jeg lærte det og jeg lærer stadigvæk. Mit liv er fyldt med smerter, op og ned ture og en masse ting der fortsat skal bearbejdes.

Jeg vandt over den lastbil , jeg vinder hver dag jeg ikke lader mig selv synke ned i selvmedlidenhed og bitterhed, jeg vinder hver dag fordi jeg kæmper selvom jeg ikke gider og jeg vinder i fremtiden når jeg lærer at acceptere mine nye begrænsninger.

Glædelig “jeg er live dag” til alle jer derude 🙂