Jeg tilgiver…

Altid når jeg fortæller min historie så rettes vreden mod den chauffør der kørte mig ned, og især da det kom frem at der var store mangler i sikkerheden i vognen ,og at han var i en tilstand der ikke er lovligt når man kører. Men jeg har kun meget kort følt en vrede mod ham , i dag føler jeg faktisk ingenting. Jeg tror på vi var 2 ofre den dag i 2018, han var også et offer for hans liv må alt andet lige også være væltet og selvom han ikke fik fysiske ar så tror jeg det vil give selv den mest hardcore type et knæk. Jeg kender ham ikke , jeg har aldrig mødt ham men jeg tænker ofte på hvordan han har det. Min værste frygt ville være hvis han var ligeglad ,men jeg nægter at tro på at han er sådan et menneske.

I dag har vi så travlt med at finde syndebukke og påsætte skyld og skam, jeg prøver så vidt det er muligt at holde det så langt væk fra mit liv for jeg kan ikke bruge det til noget. Jeg får ikke mit gamle liv tilbage ved at være vred og bitter på et mennesker der ikke med vilje gjorde mig ondt. Jeg kan godt forstå at andre i mit liv har det anderledes for jeg ved selv at hvis der er nogen der gør mine børn ondt så kommer løvemoderen op i mig og jeg vil forsvare og rette vrede med det samme. Forskellen på at gøre ondt bevidst og ubevidst er for mig den største faktor for om jeg kan tilgive, også når det handler om mig selv. For jeg begår også fejl og indimellem har jeg også lavet en fejl jeg var ret bevidst om.

Mennesker der bevidst gør andre ondt er så uforståeligt for mig , og det selvom jeg har haft det ret tæt inde på livet.

I 5 år var jeg sammen med en mand som havde psykopatiske træk, jeg ved at for andre kan det være svært at forstå hvorfor man ikke bare går sin vej men det er så uforståeligt at det der bliver gjort mod en er med vilje så i mit tilfælde tilgav jeg gang på gang ting jeg troede der var en fejl ,og da sandheden gik op for mig var mit sind så nedbrudt at jeg faktisk troede jeg selv var ude om at blive behandlet dårligt. Jeg kommer aldrig til at tilgive de ar det gav mine børn og jeg på vores psyke, for den form for ondskab er så ubegribelig og beregnende og den har absolut intet at gøre med kærlighed. En dag når jeg får modet vil jeg skrive lidt mere om min tid med ham ,måske kan jeg forhindre andre i at ende i kløerne på sådan et menneske, tro mig det giver dybere psykiske ar end at blive kørt over af en lastbil.

Jeg ved at lastbilchaufføren ikke kørte mig ned med vilje, og derfor er det ikke svært for mig at tilgive ham. Jeg håber han har det godt og at han måske bruger den viden han har til at hjælpe andre chauffører .