Hvor er dit ben ?

Noget af det jeg frygter mest ved at vise min protese eller mine ar frem er at skræmme især børn. Måske er det også derfor at Rasmus Paludan i disse dage truer med at sende mennesker som mig ud på en øde ø ,væk fra alle de almindelige mennesker der kunne blive stødt af at se noget der ikke er normen.

Jeg vil gerne være med til at nedbryde de fordomme der er omkring amputerede, og også prøve at fjerne det skræmmebillede det kan være for nogen. I min omgangskreds er der ikke mange små børn, min lille nevø blev født kun en uge inden min ulykke og jeg er så glad for at i hans øjne så har jeg aldrig set anderledes ud end jeg gør nu. Min kusines lille datter på 5 år har reageret som jeg tror de fleste børn vil gøre ,hendes fordel har været at hendes mor og far har gjort meget ud af at oplyse og fortælle hende om situationen. Første gang hun så mig efter ulykken havde jeg endnu ikke fået min protese og hun var meget stille og observerende. Efterfølgende havde hun en reaktion hvor hun blev ked af det, jeg kunne forestille mig at de tanker der går igennem hendes lille hoved er styret af fantasien og hurtigt har tankerne fået frit spil og det uhyggelige i situationen er blevet forstærket. Da jeg fik min protese fik hun lov til at se og mærke hvordan den så ud, det seje i hele robot delen var det vi fremhævede overfor hende og min glæde var stor den dag min kusine ringede og fortalte mig at den lille søde pige havde leget at hun havde sit eget robotben ved at binde to pinde om det venstre ben. Så er man vist mere end accepteret 🙂

Da jeg mødte min kærestes børn var forskellen på deres reaktioner lige så store som deres aldersforskel, og det er der jo absolut intet mærkeligt i. At skulle forholde sig til en ny kvinde i deres fars liv og ovenikøbet en der mangler sit ben er faktisk en ret stor ting. Heldigvis har de forældre der også har oplyst dem igennem livet om at der findes mennesker der ser anderledes ud og at det er ok at være nysgerrig og reflekterende. De var gode til at stille spørgsmål og de to store var med det samme omsorgsfulde og udviste den mest kærlige form for empati. Yngstemand er 5 år og ligesom min kusines lille pige så gav det også hos ham nogle ret fantasi fulde tanker , jeg er så glad for at jeg havde muligheden for at tale med ham og at han ret så tillidsfuldt satte ord på det der var i hans tanker. Det er ok at syntes det er uhyggeligt og ulækkert når man kun er 5 år og livet stadig er ret så ukompliceret. Jeg tror igen at børns reaktioner er en afspejling af den opdragelse de har fået og af de forældre der er oplysende og som selv udviser empati.

At være en minoritet og skille sig ud fra mængden kan være svært, men det bliver nemmere hvis vi opdrager vores børn til at rumme forskelligheder og ikke at se ned på dem der er anderledes. Børn er umiddelbare og jeg bliver ikke stødt over deres reaktioner uanset hvad den er, så længe det ikke er en reaktion der afspejler en usund opdragelse med mangel på respekt for andre.