når man bare er et nummer

Da jeg i sin tid startede på min genoptræning på Riget sagde min fysioterapeut til mig at jeg skulle huske at genoptræningen aldrig ville slutte igen, jeg ville selfølgelig blive udskrevet og ikke skulle træne så intenst hver dag men resten af mit liv er en slags genoptræning. Og det mærker jeg for alvor nu, det stopper aldrig og lige for tiden føles det som om jeg kun har fremgang i kort tid før en ny problemstilling melder sig på banen. En protese der ikke passer, en højre fod der altid er i smerter, en lænd der begynder at lave fejlmelding pga jeg går skævt og søvnløse nætter med noget der minder om små angstanfald.

Jeg er træt af dårligdomme og evig og altid at skulle sige ” jeg har lidt ondt i dag”, jeg føler mig i perioder som en krøbling og en kæmpe belastning for dem der er omkring mig.

Ingen tvivl om at det ikke kun var mit ben der i sin tid blev amputeret , min sjæl blev også beskadiget og som Al Pacino siger i filmen “en duft af en kvinde ” så findes der ingen proteser der kan redde en sjæl.

Jeg har selv ansvaret hver dag for at få det bedste ud af livet , det skylder jeg mig selv og dem der elsker mig og jeg forsøger virkelig , det kræver bare flere kræfter end at lære at gå igen.

Jeg vil jo helst vær den glade Dorthe ,med en stor fightervilje og en kæmpe glæde over livet og det jeg har, og heldigvis er det også den største grundfølelse jeg har indeni. Men hvis jeg skal fortsætte den grundfølelse så kræver det at jeg også genoptræner mit sind og det er også resten af livet.

Lige for tiden er man igang med at regne ud hvor skadet jeg er , den såkaldte men-grad udregning, det er ret så koldt og kynisk en udregning der stykke for stykke af min krop gir en procent i men-grad alt efter hvor skadet man er. Jeg er blevet undersøgt af en ortopæd kirurg, jeg har fået taget billeder af min krop og alle mine mange ar, og snart skal jeg have lavet en special læge erklæring ved en psykolog for at udregne min grad af PTSD. Alt sammen er nødvendigt , men jeg vil ønske den del snart er ovre så jeg igen kan fokusere på det jeg kan gøre noget ved og ikke det jeg allerede godt ved er ødelagt for altid.

Jeg havde ikke troet at retsagen med lastbil chaufføren ,og sagen med forsikringen ville tage så meget på mig men det gør det, det er mit liv der bliver gjort til tal og udregninger, groft sagt er jeg bare en sag. Retsagen er slut, og jeg har heldigvis den bedste advokat der har hjulpet mig med begge sager ,hendes kompetence har været uvurderlig

Der er snart gået 2 år og jeg har virkelig brug for at få det afsluttet så jeg kan leve videre uden at være et sagsnummer .