Hudløs

I de første 2 måneder af min indlæggelse var jeg indlagt på stue 7 på 10 etage på brandsårsafdelingen på Rigshospitalet.

Jeg var jo ikke brandsårsoffer men pga mine skader på mit højre ben skulle jeg igennem en del hudtransplantationer . Skaden på mit højre ben kalder man i lægesprog for et Decollement. Det betyder at hud og fedtvæv er knust ,ødelagt og revet af nervebanerne. Derfor måtte de fjerne al min hud og fedtvæv fra min lyske til min ankel. Fedtvæv kan man ikke transplantere så mit ben vil for altid være virkelig tyndt da det kun består af knogler ,muskler og et lag hud.

Da jeg i første omgang kom ind vidste de ikke om de kunne redde mit ben, men en af deres mest erfarne og ældste plastikkirurger var sikker på det kunne lade sig gøre. Der gik 10 dage før jeg fik det første hud på benet, dette var hud der var reddet fra begge ben, det var blevet renset og lagt på køl til jeg var stabil nok. Et par dage efter blev jeg pakket ud og man kunne konstatere at det kun var en brøkdel der havde sat sig fast. De høstede så nyt hud fra hele min ryg og over de næste 3 uger blev den hud der satte sig fast passet og plejet og renset af de søde og virkelig dygtige ansatte på afdelingen. Da min ryg var hel ,så tog de huden en gang til og en ny omgang startede. Min krop var under et ekstremt pres,jeg manglede hud på 70 procent af min krop og jeg skulle dagligt indtage 8000 kalorier for at kunne dække det energi behov som kroppen havde. De søde ansatte på afdelingen hjalp mig med at få det jeg skulle og jeg blev virkelig vartet op . Jeg kan slet ikke beskrive hvad den afdeling betyder for mig, de var der i mit livs krise og de tog så meget hånd om mig både fysisk og psykisk at jeg fik modet til at kæmpe. En nat havde jeg virkelig ondt og var bange der i mørket og bare havde brug for nærvær, nattevagten sad hos mig og som jeg husker det så var hun der ved min side hver gang jeg vågnede. En dårlig dag kunne vendes fordi de vidste jeg blev glad når håret var nyvasket, eller de lige havde tid til en snak om alt og ingenting. De lærte hurtigt mine livretter og hvordan de kunne lokke mere mad i mig. Under mine sårskift som var smertefulde fik de det altid til at gå lettere med musik og godt humør.

Et karbad på brandsårsafdelingen er ikke et rigtigt bad, det er et stålkar der bliver fyldt op med klorvand og jeg blev så liftet over i vandet og lå der imens forbindinger blev opløst og sårskorper faldt af, jeg tror aldrig jeg kommer til at forbinde duften af klor med noget andet end det igen.

De næste billeder kan være stødende!

Billederne her var nogen sygeplejerskerne tog til mig ,jeg kunne ikke sætte mig selv op og se hvad der foregik og for at få en forståelse selv så blev de taget. Ryggen væskede rigtig meget efter de havde høstet hud og min seng sejlede i det ,det er ikke så underligt at der lugtede fælt på min stue. Skumkludene på min ryg var sat på med små agraffer . Jeg lå uden tøj på fordi der på brandsårsstuerne er meget varmt .

Hver dag var en frygt for mig at huden skulle falde af og at jeg derfor skulle igennem flere operationer, smerterne de steder hvor huden ikke ville tage fat var ubeskrivelige. Især det stykke på min højre balle drillede, og flere gange måtte der transplanteres nyt. Til sidst tog de også hud fra min venstre overarm , og endelig efter 2 måneders kamp og 15 operationer var mit ben “helt”. Jeg er så glad for at den plastikkirurg ikke gav op og at han kæmpede for mig. Hver gang jeg kigger på mit grimme ben ,for det er virkelig grimt og en gyserfilm værdig ,så tænker jeg på ham og det han en dag sagde . ” Jeg er ikke plastikkirurg for at gøre noget pænt, men for at gøre det funktionelt”

Efter den sidste operation vågnede jeg op til en operationssygeplejerske der græd af glæde på min vegne.

Dagen kom hvor jeg skulle forlade stue 7 på 10 sal og flytte op på 16 etage til orthopædkirurgisk afdeling. Det var virkelig svært at sige farvel til mine “piger” på 10, de havde alle sammen fået en speciel plads i mit hjerte og det var jo der jeg følte mig tryg . Jeg kan stadigvæk blive rørt over tanken om hvordan de kom ind på min stue en efter en og sagde farvel . Tænk at vi i vores sundhedsystem har så mange passionerede mennesker der vil os patienter det bedste.

Mit håb er at nogen af dem læser med herinde og mærker min taknemmelighed 🙂