Mit arbejde er en del af mig

 

Arbejdsglæde

Jeg blev engang hypnotiseret fordi jeg havde en svær periode med lavt selvværd, hypnotisøren bad mig finde den version af mig der gav mig den tryggeste følelse indeni ,der hvor jeg var stærk og med mest selvværd. Jeg så mig selv i min kittel for mig, Dorthe i arbejdstøj var simpelthen den rolle jeg havde det bedst med. Jeg blev uddannet Sosu assistent som 19 årig og jeg har altid elsket mit arbejde ,der har da været arbejdspladser hvor jeg ikke havde det godt men generelt har jeg altid fundet min plads og sat en ære i at gøre det godt. Jeg har aldrig tænkt over hvor stor en del af mig der er mit job ,men det kom jeg til da rollerne pludselig blev byttet om og jeg lå som patient i stedet. En af de første tanker jeg fik ret hurtigt var om jeg kunne komme til at arbejde igen, og tanken var hos mig hver dag. På Riget under min indlæggelse oplevede jeg hvor vigtigt det er som patient at det personale der passer en, elsker deres job og at de har deres personlighed med på job. Hvis man selv er sundhedspersonale så ved man at det er svært at ligge den rolle af sig, det sidder så dybt i en og da jeg lå der i sengen blev alt hvad de gjorde og sagde analyseret oppe i mit hoved. Selv når klokkerne bimlede ude på gangen fra de andre stuer gippede det i mig fordi jeg er jo trænet til at reagere på den lyd. En dag havde jeg besøg af 3 søde jordemoder kollegaer som alle 3 sprang op da der lød alarm fra en anden stue ,ren refleks og i mine øjne et stærkt bevis på at arbejdet sidder i en altid.

Sygeplejeskerne og sosu assistenterne der passede mig fandt hurtigt ud af at det for mig var en svær rolle at være patient fordi jeg i 20 år har stået på den anden side af sengen. De forstod mig og de gav sig tid til at sætte mig lidt ekstra ind i de ting der var vigtige for mig at vide. Især toilet situationerne var vildt svære ,jeg har givet så mange bækkener i min tid som Sosu men jeg har aldrig været den der skulle sidde på et bækken i en seng og derefter vaskes af et andet menneske, ydmygelsen skar i mit hjerte. Sætningen “det skal du ikke være flov over ,det har jeg gjort så mange gange”,det har jeg også selv stået og sagt men hvor er det underligt at være den der modtager sætningen.

Mit arbejde igennem årene givet mig så mange fede oplevelser og ikke mindst så har det betydet noget helt specielt for mit selvværd. Jeg har nogen gange cyklet hjem efter en 8 timers vagt på fødegangen med 12000 skridt i benene, ingen mad i maven men helt fuldstændig høj på adrenalin efter en hektisk vagt. Den følelse man får indeni når man gør en forskel for andre og får tingene til at kører selvom det ser helt håbløst ud, den kan ikke måles det er bare en fed følelse. Mit job er en del af mig og når alt andet ramler omkring mig så har mit job altid været der hvor jeg aldrig har følt mig forkert. Mit job og de kollegaer jeg har været så heldige at have har været der i alle livets op og nedture og hvor er det bare vigtigt for os alle sammen at vi kan bidrage til samfundet, udføre et stykke arbejde og have et socialt fagligt netværk som også hjælper når det brænder på i det private.

Jeg forlod  fødegangen på en lidt træls måde ,jeg valgte efter min ulykke at flytte til Jylland tæt på familien og mine drenge har nu begge deres forældre tæt på. Men i mit hjerte så tilhører jeg stadig den fødegang, for jeg havde jo aldrig den der sidste arbejdsdag med kage og farvel knus og tårer i lange baner. Jeg omtaler stadig de skønne mennesker på 3 sal i Roskilde som mine kollegaer ,og det vil jeg blive ved med for jeg er ikke færdig endnu ! Jeg har en plan om at en dag i fremtiden så skal jeg have den sidste vagt på fødegangen, og det skal nok ske .

For 3 måneder siden blev jeg sat i kontakt med en sygeplejerske på det lokale sygehus ,hun vil hjælpe mig i en kittel igen. Det er et kæmpe delmål for mig, og i morgen sker det. Jeg ved jeg kommer til at tude for det gør jeg allerede nu ved tanken. Jeg starter meget langsomt op og der er stadig et stykke vej til jeg kan begå mig på en fødegang. Men i morgen starter det og jeg glæder mig helt ind i knoglerne til at være noget for andre. Jeg vil ikke være hende den benamputerede, eller hende der højresvingsulykken, i morgen er jeg Sosu assistent !

 

God søndag og god arbejdslyst 🙂

Xoxo Dorthe