En grå dag

Kender du den der følelse af at have en sten i brystet, en sten der gør at når du trækker vejret så kan du umuligt fylde lungerne helt op med luft ?

Jeg har de fleste dage hvor jeg er positiv og glad og optimistisk, frokost i solen med en skøn veninde og så dagen efter så rammer mørket mig , helt uden nogen egentlig grund. Før i tiden så undertrykkede jeg de her dage , det gør jeg ikke mere. Jeg handler på det så godt jeg kan og gir mig tid til at være ked af det ,for det er faktisk også ok.

Uanset hvad der rammer os i livet så er det ok at lide, handle på det og komme videre. Jeg er rigtig dårlig til at bede om hjælp og række ud efter nogen men jeg er ved at lære det. Den anden dag var det en god ven som også besøgte mig på Riget og som er erfaren protesebruger med et positivt sind som jeg rakte ud efter og sørme om jeg ikke fik den omsorg jeg havde brug for, hvor er jeg heldig at have så gode mennesker i mit liv.

En dag skrev en dame til mig på instagram “du er så positiv altid hvordan gør du ?”, det fik mig til at tænke på at jeg måske skal til at dele de dage hvor tingene også driller, men det er meget svært for mig for jeg vil for alt i verden ikke have ynk.

Jeg var hos min dygtige og søde bandagist en dag hvor jeg bare var ked af det , min protese drillede og jeg havde haft en ret stor krise over min krop om morgenen. Han spurgte hvordan det gik og så begyndte jeg at græde, alt var bare i vejen, og faktisk var min største sorg lige der at vi står overfor en sommer hvor jeg igen ikke kan gå i korte sommerkjoler og hoppe i bølgen blå…. Jeg kan ikke finde min feminitet i min protese og min nye forandrede krop. Han kiggede på mig og sagde “jamen jeg troede da du var så fyldt med selvværd”

At være positiv er i mig en ret grundlæggende ting, og derfor rammer nogle ting mig ekstra hårdt. Jeg har lært mig selv at tage ansvar for min egen sindstilstand, men tro mig jeg lykkedes ikke med det hver dag. Og hvad gør jeg så de dage hvor jeg er ked af det og ikke kan sove ? Jeg sætter tid på, det lyder skørt men for mig virker det, jeg gir mig selv lov til at krybe under dynen og græde, i max 1 døgn. Det virker for mig og der går længere tid imellem at jeg får dårlige dage. Når jeg ikke kan sove så tænker jeg at så er det fordi min krop ikke har brug for det , og i stedet for at vende og dreje mig i sengen og irritere mig over at jeg ikke er træt så tænker jeg ” ej hvor lækkert, en hel nat hvor jeg bare kan se “Greys hvide verden” og slappe af, og faktisk falder jeg til ro og så kommer den naturlige træthed.

Så jo jeg har skam dårlige dage, men jeg ved at det kun er kortvarigt hvis jeg selv tager ansvaret.