stik mig et smil

Når jeg færdes ude i virkeligheden bliver  jeg pludselig meget opmærksom på at det der får mest opmærksomhed på mig er ikke det der er tilbage af mig ,men det der mangler. Folks blikke rammer min benprotese og så stopper det ofte der, de ser slet ikke op på mig og kigger mig i øjnene.

Når jeg skal ud af døren så har jeg to valgmuligheder, jeg kan skjule min benprotese eller vise den frem. Når jeg skjuler den er det tydelige i mit handicap kun min stok eller krykke som jeg bruger i højre side, og jeg går lidt besværet . Jeg ligner nok en der har fået en knæoperation , eller som en ældre mand sagde til mig en dag i køen i Netto “Nå der er nok en der har danset hele weekenden” :-). Problemet med ikke at vise min benprotese frem er at folk tager ikke så meget hensyn, og selvom jeg hader at være den der skal tages hensyn til så er det bare nødvendigt og rigtig rart når det sker.

 

Hvis jeg vælger at vise min benprotese frem og enda med tøj der viser den meget frem så sker der noget helt andet , folk de glor … Det undrer mig faktisk at vi er så dårligt opdraget i dag, for det er voksne mennesker der overdrevent glor på mit ben med åben mund og øjne og nogle vender sig enda helt om og går baglæns for at få det hele med. Jeg har faktisk ikke noget imod at man kigger på mig , men det dejlige ville være hvis man sluttede seancen af med at se på mig og stikke mig et smil. For mit hoved ,ører  og mine øjne fejler altså ingenting og jeg kan tydeligt se og hører. Så den dag et par unge kvinder gik forbi mig så så jeg godt deres blikke og jeg hørte godt “ej så i lige hende”. Igen må jeg understrege at jeg har intet imod at man kigger , glor eller er nysgerrig men jeg vil ønske at man tænkte på at jeg er mere end mit manglende ben.

En dag min kæreste og jeg var på vej hjem fra Sjælland holdte vi ind på en rasteplads for at benytte toilettet, der var kø så vi tog plads i køen , min kæreste stod op og jeg satte mig på en bænk. En dame kommer hen til min kæreste efter at have benyttet toilettet og siger “vil du måske lige sige til damen at der ikke er mere toilet papir ” imens hun pegede på mig. Vi grinte af det og som min kæreste sagde at han var ikke klar over at jeg også var både døv og blind 🙂 . Men efterfølgende har jeg tænkt på at måske er det derfor ingen kigger mig i øjnene mere, de går simpelthen ud fra at jeg er gået helt i stykker.

Det er bestemt ikke kun dårlige oplevelser jeg har når jeg er ude iblandt mennesker, for en uge siden var jeg i Ikea og på et tidspunkt da jeg lige sad og holdte en af mine mange pauser kom der en mand hen til mig og roste mit seje ben og mig, det var vildt dejligt og rart at nogen turde komme hen og tale med mig. For 14 dage siden ved min frisør kom en lille pige hen og spurgte hvad der var sket og hvad mit ben kunne, en vildt sej lille prinsesse som med den største omsorg fik stillet sin nysgerrighed. Da jeg roste hende for hendes mod sagde hun “altså jeg er ikke engang bange for edderkopper” 🙂

 

Så hvad vil jeg med dette her indlæg ? Jeg vil opfordrer alle til at smile noget mere til hinanden , og hvis du ser mig så må du glo alt det du vil hvis du til gengæld stikker mig et smil til sidst 🙂