knæk cancer

Uge 43 er knæk cancer uge og jeg syntes altid det er så rørende at vi som lille land kan stå sammen om en stor sag.

Vi har alle vores cancer historier i hjertet, nogen vi elskede som ikke er her mere fordi den sygdom river hjerter itu.

Jeg har også min del af den forfærdelige sygdom tæt på mig, og det kan være en svær historie at fortælle.

Min Farmor, Mormor , Morfar, min kære nabo Helga , min lillebrors bedste ven Stefan og min Mor er alle gået bort pga kræft.

Min svigermor har haft bryst cancer, og lige nu kæmper min fætter med den stædige sygdom. Og for ikke så længe siden stod min unge kusine med en cancer dom virkelig tæt på.

Min mor døde af lunge cancer imens jeg stadig lå indlagt på Riget, hun havde kæmpet med sygdommen i mange år men til sidst vandt den , og det selvom hun kæmpede og for alt i verden ikke var klar til at skulle herfra.

Min mor og jeg havde på et tidspunkt i livet mistet hinanden og kontakten, det er svært at forklare hvordan det kan lade sig gøre men det var sådan det var og selvom vi ikke var så tætte som så mange andre mødre og døtre så var hun min mor og hun var mest af alt mine børns elskede mormor. De vil for altid have minder om hende og hendes bagværk, hendes hyggestunder på gården hvor de boede og deres ture i sommerhus eller til sverige med nærvær, spil og plads til kage til morgenmad. Den kontakt de to drenge altid havde til hende var uundværlig for dem.

Vi genfandt kontakten min mor og jeg da min ulykke skete og på det tidspunkt havde hun det godt , hun var ikke rask men stabil. Men langsomt blussede sygdommen op igen og hun blev dårligere. Jeg købte det her smukke armbånd til hende og et til mig selv, det skulle symbolisere at vi nu måtte stå sammen og kæmpe hver især for at indhente tabt tid , men det blev ikke sådan. Min stedfar og min lillebror passede min mor i hjemmet til det sidste og den dag hun sov ind var de og min elskede moster ved hendes side.

Når jeg sørger over min mor så sørger jeg over tabet af mine børns mormor og jeg sørger over at vi aldrig fik indhentet det vi mistede. Ingen kan vide sig sikre og vi skal alle huske at leve lige nu og her, lad for guds skyld være med at gemme noget til et senere tidspunkt for det kan være for sent. Om det er kræft eller en ulykke der river dig væk fra dem du har kær, det er der ingen der ved.