fælles om et traume

Da jeg som helt ny amputeret lå på Riget følte jeg mig i starten helt alene i verden med min nye tilstand. Ingen kunne sætte sig ind i hvad det vil sige pludselig at mangle en kropsdel. Min fantastiske fysioterapeut Eva fortalte mig at der var flere indlagt som var blevet amputeret efter et uheld eller sygdom ,og hun forslog mig at tage imod et besøg når jeg var klar til det.

Den første der besøgte mig var en gut der havde mistet begge ben, da han rullede ind på min stue blev jeg simpelthen så rørt, det var som at møde en fjerne slægtning, en der vidste hvordan jeg havde det. Efterfølgende kom der en kvinde og besøgte mig med hendes benprotese på, hun viste mig hvordan den fungerede og fortalte lidt om hvordan de genoptrænede nede i fysioterapien. Den 3 der besøgte mig var D han blev en af  mine mest fortrolige på Riget da vi var indlagt sammen længe. Han havde mistet et ben og en arm og havde ligesom jeg nogle store skader på det “gode” ben. Jeg tror at når man har et “fælles” lidelse eller sygdom så opbygger man hurtigt et bånd ,hvis vel og mærke man griber den nye situation an på nogenlunde samme måde. Efterfølgende kom der yderligere 2 “amputter” mere til som jeg var indlagt med i en lang periode. Vi 4 delte sorger og glæder ,sejre og opture, vi heppede på hinanden i træningslokalet og vi brugte hinanden når ingen andre forstod. Vi blev en lille familie midt i alt det forfærdelige og det var for mig en kæmpe hjælp at jeg havde dem.

Jeg fik også besøg af amputerede der havde mere “erfaring” og flere  år som amputeret i rygsækken , det var motiverende at se dem komme gående flot på deres protese uden krykke eller stok. Jeg er dem dybt taknemmlig for at de vil komme og dele deres erfaringer med mig .

Igennem en gruppe på facebook fik jeg kontakt til en fyr der var blevet amputeret nogenlunde samme tid som jeg, i hans tilfælde pga blodpropper. Vi fandt hurtigt ud af at vi delte samme humor og indgangsvinkel til det at være amputeret så vi opbyggede et venskab. Vi kan snakke om alt det der frustrere os, bekymrer os og situationer som dating ,job og alle de første gange vi skal opleve efter vores amputation. indimellem så tager vi små pauser fra hinanden fordi det stadigvæk er svært at rumme en andens sorg når man selv bærer rundt på sin egen. Den slags forståelse kan ikke købes for penge. For vi ved hvor vi har hinanden .

Jeg glæder mig til august, der skal for første gang deltage i en weekend med andre amputerede der ligesom jeg selv gerne vil blive bedre til at gå ,lære at løbe eller bare kunne bruge kroppen igen på en anden måde. Det bliver så dejligt og forhåbenligt også et gensyn med nogen af mine gamle venner fra Riget.

Når vi står sammen er vi stærkere ,og når vi finder dem der gir os motivation istedet for at trække os ned, så kan der ske magi.

God søndag derude