når lysten til livet er væk

I den første tid efter min ulykke var mit sind et stort kaos. Sorgen, traumet og ikke mindst de ulidelige smerter gjorde mit sind mørkt. Den sløvende medicin og min afkræftede krop gjorde heller ikke min sindstilstand bedre.

Det har været svært for mig at indrømme de tider hvor jeg bare gerne ville dø. Men eftersom tiden går syntes jeg nu det er på tide at komme ud med at det faktisk var mit største ønske, heldigvis i en kort periode.

De fleste mennesker kan cirka forudse hvad de laver og hvor de er en uge frem i deres liv. Jeg anede intet om min fremtid, vidste ikke engang hvordan jeg havde det en time frem. Uvisheden om hvordan mit liv ville blive og hvor meget og hvor lidt jeg ville kunne klare mig selv åd mig op, og hele tiden blev jeg mindet om andres lykke og deres ubesværede liv.

Jeg bar også på en ret stor følelse af skyld. Jeg følte mig skyldig fordi jeg var grunden til at mine menesker var kede af det og var bange for min fremtid. At se mine to drenge så kede af det og frygten i deres øjne gav mig en skyldfølelse og en følelse af at jeg svigtede dem.

En af mine mange snakke med hospitalspræsten handlede om at jeg ofte tænkte tanken at det ville ha været bedre for alle hvis jeg var død under lastbilen. Jeg tillod mig selv at åbne helt op og bare give efter for de sorte tanker og jeg kunne med ham udøse mine frustationer helt uden risiko for at der dagen efter ville være tilføjet antidepressiv medicin til mit medicinkort. Vores snak bredte sig hen til den del hvor jeg beskrev min skyldfølelse overfor drengene, min familie mine venner og den sorg jeg helt ufrivilligt havde bragt dem alle i. Egentligt var det også ret svært for mig at rumme al den kærlighed der blev sendt min vej ,for jeg følte ikke jeg kunne leve op til det. Jeg følte heller jeg kunne leve op til de forventninger mine mennsker havde til at jeg både vil komme til at gå og leve et normalt liv. Det virkede fuldstændigt urealistisk og hvad nu hvis jeg skuffede dem, ville jeg så ikke føle skyld igen ?

Jeg var meget insisterende om ikke at skulle modtage antidepressiv medicin, jeg havde brug for at mærke min sorg og min frygt og jeg er faktisk ret overbevist om at jeg er kommet så hurtigt ovenpå psykisk fordi jeg tillod mig selv at have ondt. Og jeg var jo i de bedste hænder og et selvmordsforsøg var ikke ligefrem muligt når man er lænket til en seng og koblet op til alverdens sladrende maskiner.

Jeg føler stadigvæk et snert af skyld, når jeg tænker over al den tid og energi mine omgivelser brugte på mig i de 8 måneder. Og de bekymrer sig stadig om mig, men de gør det af kærlighed til mig.

Dengang når alle omkring mig sagde ” det skal nok gå, alt bliver godt igen” , der troede jeg ikke på dem. Men nu kan jeg se de havde ret, jeg er et godt sted i mit liv med en accept af livet og en følelse af at livet er godt. Jeg elsker livet og alt det der følger med 🙂

God søndag