vil du med den benløse sydpå ?

At rejse er at leve, men for mig har det med at rejse været et ønske jeg for en stund har pakket væk . Jeg har først skulle finde ud af de helt basale ting inden jeg ville kaste mig ud i en rejse . Men for et stykke tid siden befandt jeg mig i Billund lufthavn med to billetter til Gran Canaria ,en pakket kuffert, en tålmodig kæreste og mig siddende i en kørestol. Nu skulle det være .

Lige først et par ord om den kørestol… Da jeg i sin tid lå på Riget og første gang kom op i en kørestol så lovede jeg mig selv at jeg skulle gøre alt i min magt for at komme ud af den stol igen, jeg har alle dage hadet hver eneste rulletag i den stol , jeg føler mig endnu mere handicappet end jeg er og den giver mig en følelse af klaustrofobi/frihedsberøvelse som jeg ikke kan forklare. Derfor har min kørestol heller aldrig forladt min lejlighed efter min udskrivelse, den er blevet brugt derhjemme om aftenen når jeg tager mit ben af eller om natten. Jeg har hellere sagt nej til at deltage i noget hvis det indebar at jeg skulle sidde i den for at kunne klare det. Jeg ved godt at der er skæbner derude der ikke har noget valg og hvor en kørestol er den eneste måde de kan få et liv til at fungerer, og jeg er på mange måder heldigere stillet end dem men igen så tager jeg udgangspunkt i mine følelser og tanker.

Men hvis jeg skulle kunne rejse var jeg klar over at det ville kræve en stol , jeg har ikke så mange skridt i mig før mit højre ben og fod volder mig problemer og især psykisk var jeg også godt klar over at jeg ville være presset hvis jeg skulle gå og være bange for at falde i lufthaven hvor det kan være lidt presset.

Da min kæreste tog stolen ud af bilen og jeg skulle sætte mig følte jeg i den grad at jeg svigtede mig selv og det løfte jeg havde givet til mig selv, og oveni var jeg vildt nervøs for hvordan turen igennem lufthavnen skulle gå med security tjek osv. Min kæreste slæbte kufferter og jeg trillede derudaf i stolen. I Billund kan man med et handicap-pkort holde lige overfor terminalen i p-huset.

I Billund lufthavn blev vi mødt af den mest rolige medarbejder, han opsøgte os selv og bad os komme med ham over til en skranke. han tjekkede vores kuffert ind og printede boarding kort ud, og så tilbød han mig at jeg kunne blive i min egen kørestol helt op til gaten , han ville så sørge for at der kom en medarbejder og hentede den og fik den lastet med bagagen efterfølgende. Top service !

I sikkerhedskontrollen var jeg forberedt og udstyret med et brev  fra min bandagist med informationer om min protese hvis dette var nødvendigt, men igen her blev jeg behandlet hurtigt og efter en grundig kropsvisitering og en narko -scannings test så var jeg igennem .

Vi havde booket de forreste sæder i flyet så jeg skulle kun gå få skridt fra min stol og så var jeg på min plads.

5 timer tager det cirka til Gran Canaria og det gik super fint med at flyve, jeg havde været lidt nervøs for om min benstump ville hæve og benprotesen dermed ikke villle passe. En af fordelene ved at være 1.57 cm høj er at man kan stå op i flyet uden at gå ud i mellem gangen, så 4-5 gange var jeg lige oppe at stå og få vægt på protesen.

Ved landing i lufthaven i Las Palmas gik jeg ned af trappen fra flyet og eneste udfordring var at jeg blev “transporteret” sammen  med andre gangbesværede og jeg ved godt det ikke er en skam, men det er stadigvæk MEGET svært for mig at blive sat i bås. Vi skulle finde frem til bussen der skulle køre os til hotellet og jeg trillede hen til en guide fra Apollo, meget pudsigt at det var mig der spurgte men hun svarede min kæreste, hun troede nok også at jeg manglede min hørelse 😉

 

Hotellet var helt fantastisk, det er et ret nyt resort og det rene luksus. Vi havde på forhånd besluttet at rejsen skulle være en bade ferie og kun gå ud på at slappe af.

Den første dag vi lagde os ved poolen krævede det lidt overvindelse for mig at hoppe i vandet, jeg var iført min badedragt og en lang nederdel der skjulte det højre ben og når vi skulle bade tog jeg et par lange bukser på i et materiale ligesom badetøj. Det passede perfekt med at jeg kunne glide ned af liggestolen i fodenden og krybe mig ud til vandkanten. Min kæreste hjalp mig i og det var så skønt at mærke vandet og vægtløsheden og ikke mindst ham.

De andre gæster var søde og hjælpsomme og vi havde valgt et godt tidspunkt på året hvor der var et minimum af gæster. (og derved også et minimum af smukke piger i bikini og lange brune ben der kunne give mig ekstra usikkerhed :-))

Dagene gik med sol og pool og bøger, om eftermiddagen en lur og så ud og spise god mad om aftenen. Vi gik ned til byen, eller det vil sige det gjorde min kæreste og jeg sad i den dumme stol. Det er altså svært for mig , men det var nødvendigt hvis vi opleve noget mere end bare hotellet. Min kæreste kunne godt mærke at jeg var påvirket af situationen og indimellem så dykkede mit humør fordi det er så frihedsberøvende for mig at sidde der og blive kigget på.

Men det var for mig en kæmpe succes at hver dag nyde ferien ligesom jeg ville have gjort det før, og de gange hvor mit humør dykkede så forsøgte jeg at arbejde med det og komme op igen. men det var uden tvivl også en prøvelse for min kæreste der jo også var på ferie første gang med mig . At være på ferie med mig er jeg sikker på var dejligt, men at være på ferie med min usikkerhed har med garanti været knap så sjovt.

Næste gang vi skal rejse så håber jeg at være lidt bedre gående og jeg håber også at ha sluttet lidt mere fred med min kørestol som jo hjælper mig med at leve. Og så håber jeg at min usikkerhed bliver derhjemme , for jeg kan jo godt det her liv og især når jeg også kan dele det med en jeg godt kan lide 🙂