De vigtigste i verden

Det her foto er et af mine absolut yndlings. Min ældste søn og jeg i dyrehaven og med lillebror i maven.

Intet i verden er vigtigere for mig end mine 2 drenge, de er absolut det jeg er allermest stolt af at have skabt i mit liv og jeg vil altid altid gøre mit bedste for at passe på dem.

Men da min ulykke skete blev jeg for en stund slået ud af kurs og min rolle som mor blev ændret. Pludselig skulle mine drenge passe på mig og jeg kunne intet gøre for at fjerne deres sorg og angst i tiden lige efter. Jeg er så heldig at de har en fantastisk far og stedmor og hele vores samlede familie gjorde alle deres bedste for at støtte de to drenge.

Jeg kan huske at mange sagde ” jamen hvor er det godt de er så store “, på det tidspunkt var drengene 15 og 18 år. Men hvornår er man “stor nok” til at håndtere en så traumatisk situation ?

Jeg ved selv at når det kommer til min far så er jeg bare en lille pige der ønsker der aldrig må ske ham noget.

Mit første møde med drengene efter ulykken var ca 3 dage efter. De havde begge været hos deres far i Jylland og var begge så godt forberedte som de nu kunne inden mødet og de havde deres far og min moster med. Jeg kan huske jeg forsøgte at holde mig vågen men det var så svært, og at se de to jeg elsker allermest være kede af det var så hårdt for jeg kunne ikke engang give dem et ordenligt knus.

Man kan sige meget om you tube og de sociale medier, men lige i det her tilfælde havde det hjulpet mine drenge at sidde på you tube og se videoer med benamputerede der gik med proteser, de fortalte mig at de vidste at jeg ville sagtens kunne komme til at gå igen.

Imellem alle tårerne den dag og deres hænder i mine der holdte så godt fast, der så jeg en tro på mig i deres øjne og den gav mig håb og motivation. Min ældste havde en lille lego figur med til mig med et robot ben, den lille figur var med mig resten af tiden på Riget og hun er faktisk stadig på Riget, men det fortæller om hvorfor til sidst.

Besøgene fra mine drenge var mine højdepunkter, de boede jo nu begge i Jylland og derfor var besøgene planlagte og ikke så mange som der kunne have været. Dette kan lyde ekstra hårdt, men for os var det en god ting.I starten hvor jeg var så dårlig og forpint er jeg glad for at de ikke skulle se mig ofte ,og når de kom på besøg brugte jeg alle kræfter og mere til. Det gav også dem en ro at de ikke var forpligtede til daglige besøg for at besøge en mor der var så ødelagt kostede også dem flere kræfter end man kan forstille sig. Jeg er nemlig ret sikker på at de gjorde alt for at spille tapre og ovenpå når de var hos mig.

Vi har bagefter talt om deres besøg og de nævner begge at det var hårdt at se mig så påvirket af medicin og smerter, nogle gange så meget at de ikke kunne genkende mig i mine øjne. Billedet her er fra vores første rulletur til kiosken i forhallen, det var ret specielt og lidt nervepirrende for dem at rulle med mig med alle mine slanger og overvågning.

Begge mine drenge fik tilbudt og tog imod hjælp i form af samtaler, men jeg tror i bund og grund at den hjælp der var bedst for dem var støtten fra famille og venner.Også den omsorg de modtog fra sygeplejeskerne var godt for dem og hver gang de kom på besøg gjorde sygeplejerskerne meget ud af at fortælle dem hvor godt det gik og at de passede godt på mig.

Her er vi på min første tur ud i frisk luft i næsten 5 måneder.

Det var mine drenge jeg tænkte på når alting virkede håbløst og umuligt, og det var dem jeg tænkte på når den dårlige samvittighed rasede i mit indre. Jeg havde dårlig samvittighed over at jeg havde udsat dem for denne situation og den sorg, og det gjorde mig så ondt at de nu skulle være hurtigere voksne for min skyld. Eftersom jeg kom mere ud af den stærke medicin fik vi talt mere og mere dybt om de ting der bekymrede dem og mig. Fremtiden , nutiden og håb, sammen fandt vi måde at bruge humor og ironi og jeg elsker de grin mine drenge kan bryde ud i også selvom det kan være på min bekostning.

Dagligt var vi i kontakt og jeg sendte video klip fra min træning så de kunne følge med, deres begejstring var den bedste gulerod for mig.

I dag er mine drenge og jeg heldigvis geografisk tæt på hinanden igen, den lille bor hos mig og den store 20 min væk. De er store og livet bliver udforsket som det nu skal når man er 20 og 17 år. Der er ikke så ofte brug for nærvær med mig, men jeg ved godt at det ikke betyder at de ikke er glade for mit nærvær og den tætte relation vi har. De hjælper mig med små ting i dagligdagen og de passer på mig . Men vigtigst for mig er at de ser på mig ligesom de altid har gjort, jeg er Mor igen og ikke hende uden ben eller højresvingsulykken. Jeg elsker de to drenge, og jeg er så stolt af de mennesker de er , for de har en empati og en forståelse for livet som ingen andre.

Markus og Mathias jeg elsker at være jeres mor .

 

Ps. Den lille lego figur med robot benet bor nu i et lille legohospital på 16 sal på Riget, en af mine medpatienter byggede det til afdelingen efter hans udskrivelse, han havde mistet højre arm og venstre ben. Da jeg skulle udskrives 2 måneder efter ham besluttede jeg at min lille figur skulle blive på Riget , så der står hun og passer på mine søde savnede sygeplejesker.