I medgang og modgang

Claus (Dorthes bror) og jeg, var blevet forældre til en lille dreng d. 25. december.

Han var født 5 uger for tidligt, og min krop

havde svært ved at komme sig over en ret voldsom svangerskabsforgiftning, så både han og jeg var fortsat indlagt. D. 2. januar var vi heldigvis blevet overflyttet til vores lokale sygehus. Indtil da havde vi været indlagt 1 times kørsel fra vores hjem, hvilket havde været temmelig opslidende, fordi det var svært at få det praktiske til at gå op i en højere enhed.
Vi var udmattede, lykkelige og bekymrede for vores fantastiske lille søn, der havde lidt begynder vanskeligheder.
D. 3. januar kom min svigerfar (Dorthes far) på besøg på afdelingen. Han tog med Claus hjem efter lidt tid.
Om aftenen kom min søster og hendes mand og børn på besøg. I mens de var der, fik jeg en SMS fra Claus. Jeg kan ikke huske præcis, hvad der stod, men noget i stil med, at Dorthe havde været i en ulykke, men var okay. Jeg ringede ham op med det samme for at få flere detaljer. Han sagde, at så vidt han vidste, så havde hun brækket benet, hvilket jo var enormt let sluppet efter et møde med en lastbil. Vi afsluttede samtalen, og jeg pustede lettet ud. Hans SMS havde lige fået min puls godt op, selvom han jo havde skrevet, at hun var okay.
Kort efter ringede han igen. Han bad mig gå ud af stuen, så min søsters døtre ikke kunne høre, hvad vi snakkede om. Jeg kunne høre på hans stemme, at han rystede. Det føltes som om mit blod frøs til is, mens jeg gik ud på den stille hospitalsgang. Jeg anede ikke, hvad han ville sige, men jeg vidste, at det var noget voldsomt, siden han gerne ville beskytte vores niecer fra min reaktion, på det han havde at sige.
Da jeg gav ham grønt lys til at fortsætte, fortalte han, at hans far havde snakket med den kirurg, der havde opereret Dorthe. Kirurgen havde fortalt, at han havde været nødt til at amputere Dorthes venstre ben, og at han håbede, de kunne redde højre ben, men at det var hårdt medtaget.
Jeg brød grædende sammen. Jeg kunne slet ikke forestille mig, hvordan Dorthes liv nu ville blive, men jeg var ikke i tvivl om, at det ville blevet meget, meget anderledes. Hun havde haft det så vidunderligt op til ulykken. Sprudlende, grinende og virkelig nydt livet.
Og selvom man på det tidspunkt regnede med, at Dorthe ville overleve, så var både Claus og jeg virkelig bange for, at der ville støde komplikationer til, så vi skulle miste hende. Samtidig var det så ubeskriveligt svært, at Dorthe var i den modsatte ende af landet, og at vi ikke bare lige kunne køre over til hende. Vores søn tog ikke rigtig på, og min krop var meget mærket af svangerskabsforgiftningen og en kompliceret fødsel, der endte ud i akut kejsersnit. Hverken han eller jeg var stærke nok til så lang en tur på det tidspunkt.
Alt var ét stort virvar af følelser. Skulle Claus tage til Riget uden os? Turde han det, når både vores søn og jeg var syge?Claus og jeg fik lagt på, og jeg samlede mig, så godt jeg kunne, så jeg kunne komme ind på stuen igen. Min søster så ængstelig på mig. Hun havde haft kontakt med Dorthe lige op til jul, og havde fået et blødt punkt for hende. Det havde (og har) hele min familie egentlig. Jeg tror ikke, jeg nåede at fortælle noget, før jeg brød sammen igen, og hikstene fik fortalt, hvad status var med Dorthe. Så meget for Claus’ ønske om at beskytte vores kære halvstore niecer.Noget af det første jeg fik gjort derefter, var at få trukket i snoren, så jeg kunne få informeret en sygeplejerske om den nye situation. Min ønske var først og fremmest at komme hjem til Claus, men jeg var i tvivl om det var forsvarligt. Vores søn og jeg var trods alt stadig indlagt, og jeg var først blevet stabil nok til at blive overflyttet dagen før. Heldigvis var sygeplejersken enormt forstående og fik ret hurtigt kontaktet læge mm. for at få lagt en plan, og 1 time efter sad jeg hjemme hos Claus med vores søn i armene.
Vi havde en åben indlæggelse og en fast aftale om at komme til diverse tjek, men vi kunne være sammen, kramme og græde.
De næste dage var kaotiske. Vi var ikke trygge ved at køre så langt (300 km.) med vores spæde søn, og Claus følte sig utrolig splittet mellem os og sin elskede søster.Vi kunne ikke snakke med Dorthe, men vi skrev lidt til hende, og håbede hun vidste, at vi var hos hende i tankerne. ♥️
En af de første dage fik vi en hilsen fra hende om, at hun var så ulykkelig over at ødelægge vores lykke over vores lille dreng. Det var hjerteskærende. Hun ødelagde ingenting. Vi kunne godt rumme både den alt overskyggende kærlighed til vores søn, og den afgrundsdybe sorg over Dorthes ulykke. Desuden var Dorthe jo 100% uden skyld.

Vi troede, vi forholdsvis hurtigt kunne blive klar til at tage turen til Riget, men desværre viste det sig, at vores lille dreng ikke rigtig kunne komme til hægterne. Først da han var 8 uger gammel, fik vi forklaringen. Han var født med en mindre misdannelse i en tarm, og fordi ingen havde tænkt i de baner, var hans tilstand pludselig meget, meget dårlig. Så dårlig at vi i nogle timer var i tvivl, om han overlevede. Det gjorde han lykkeligvis, men skulle igennem 4 operationer og en hel del andre ubehagelige ting. Derfor kom der til at gå 4 lange måneder, før vi kunne tage turen til Riget og give Dorthe verdens største knus.
Det var nogle ufattelig voldsomme måneder. Jeg har endnu ikke, her to år efter, fundet ord, der kan beskrive det.

Da vi langt om længe så Dorthe, var det også første gang, hun mødte sin lille nevø. Vi havde fejret lillejuleaften sammen med Dorthe i Jylland. Jeg fødte d. 25. december og d. 26. december havde Dorthe været nødt til at tage tilbage til Sjælland pga. arbejde, men vi aftale, at hun snart ville komme til Jylland igen, så hun kunne møde ham. Det nåede hun bare ikke.
Derfor var det også ekstra rørende at overvære deres første møde. ♥️ Selvom facetime havde været en vigtig livline i mellem os, så var det noget helt andet og meget bedre at være sammen.

Billedet herunder er fra deres første møde, det var en stor dag .

Set fra min synsvinkel har Dorthe undergået en fuldstændig vanvittig forvandling. Hun er stærkere nu, end jeg nogensinde har set hende. De dårlige dage er der stadig, men hun har uden tvivl fundet hidtil ukendte kræfter i sig selv, som hun er virkelig god til at benytte sig af. Hendes stædighed er helt enorm. Og hun bruger den konstruktivt. Hun NÆGTER at være offer. Og selvom humøret kan dykke og frustrationerne over ikke bare at kunne løbe en tur eller komme tilbage til sit elskede job, kan være massive, så rejser hun sig igen og igen.

For mig vil det altid være en sorg, at jeg ikke var der for Dorthe i hendes mørkeste stunder, men hvor er jeg lykkelig for, at hun er hos os.