Jeg slipper dig aldrig

Mit venskab med Majbritt er noget af det vigtigste i mit liv, hun er uden omsvøb det mest omsorgsfulde og kærlige væsen. Jeg har slet ikke ord til at beskrive hvor taknemmelig jeg er for at have hende i mit liv men jeg tror når i læser det her indlæg som hun har skrevet ,at i også forstår hvor unik hun er. Håber i vil læse hendes beretning og give hende kærlighed.Billedet her er af vores veninde tatovering som vi fik lavet inden jeg forlod Riget, den symbolisere at heldet er med os så længe vi holder sammen.

Jeg elsker dig Mus ,og jeg slipper dig aldrig 🙂

 

Majbritts beretning

3 januar 2018

Klokken 17.21 modtog jeg en besked på messenger fra en mand jeg ikke kendte. Jeg undrede mig og tøvede en smule før jeg åbnede den. Der stod ganske kort, om jeg ville skynde mig at ringe til ham, det omhandlede Dorthe, som var hans ekskone, og deres yngste søn. Og så blot et mobilnummer. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle tænke eller tro og følte mig med et en smule nervøs. Hvad ville han mig? Min mand sagde, at jeg bare skulle se at få ham ringet ham op og finde ud af det. Og da jeg kort efter gjorde det, stod hele verden pludselig stille. Kenneth, Dorthes eksmand fortalte mig at Dorthe, min elskede og meget tætte veninde, var blevet kørt ned af en lastbil i en højresvingsulykke. Hun var blevet lagt i koma og det stod meget slemt til. Jeg kan slet ikke beskrive følelsen og det virvar af tanker der kom myldrende. Jeg gik ligesom bare rundt om mig selv og vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig. Min mand kørte efter aftale med Kenneth (som selv bor i Jylland) hen og hentede deres yngste søn, som boede sammen med Dorthe her på Sjælland. Og sammen kørte vi hen og satte ham af hos hans farmor og farfar. Ingen skal være alene hjemme under de omstændigheder, heller ikke selvom man er teenager. Senere på aftenen ringede Kenneth igen og fortalte at Dorthe levede, men at det venstre ben ikke stod til at redde. De havde måtte fjerne det. Yderligere var det andet ben virkelig slemt tilredt, lægerne vidste ikke om det også måtte fjernes. Bækkenet var brækket flere steder. Den nat sov jeg stort set ikke….. Næste morgen var det op og afsted. Ind på Rigshospitalet. Mere bange og nervøs end nogensinde. Glemmer ikke det syn som mødte mig; min dejlige Dorthe der i hospitalssengen, med slanger og ledninger. Hun så så lille og skrøbelig ud. Ved sengen var læger, sygeplejersker og Dorthes anden veninde Tania. Vi havde aldrig mødt hinanden. Men faldt omgående hinanden om halsen. Alle tanker om at jeg ville være stærk faldt til jorden! 

De næste uger og måneder som fulgte var virkelig hårde at være til stede i. De var fyldt med operationer, mareridt, smerter og atter smerter. Jeg er så heldig selv at kunne planlægge min arbejdstid. Så hver gang Dorthe i tiden som fulgte, gennemgik en operation (og det gjorde hun 15 gange), tog jeg på Riget og var der når hun vågnede op. Holdt kop og sugerør når hun skulle have en tår vand, fandt en pose frem når hun fik kvalme og skulle kaste op, gav hende læbepomade på, holdt hendes hånd og tilkaldte personalet når der var brug for det, skrev til Dorthes familie hvordan det var gået. Eller sad blot med en bog mens hun sov. Jeg kunne ikke bære at hun skulle ligge der alene, uden nogen at holde i hånden. 

Den første gang var virkelig hård. Der vidste vi endnu ikke om det højre ben ville overleve eller ej. Jeg var med inde at lægge hende “til at sove”. Jeg fik lov at holde hende i hånden, ae hendes kind og forsøge at berolige hende med helt ind på operationsstuen. Jeg glemmer det aldrig og det sidder stadig dybt i mig. Jeg har aldrig set et menneske være så bange! Hun rystede som et espeløv, klaprede tænder og knugede sig til mig. Øjnene var store og skræmte og stirrede panisk ind i mine, alt mens hun fortalte hvor bange hun var, at hun ikke ville dø. At se et menneske man elsker være så bange og udsat for så store smerter, det er ubeskriveligt og ganske enkelt helt forfærdeligt.

Da bedøvelsen virkede og jeg var nødt til gå ud, var det mig der skulle “samles” op. Den sødeste operationssygeplejerske trøstede mig og forsikrede mig om, at Dorthe var i gode hænder. Jeg kan huske at jeg følte mig flov over at bryde sammen på den måde. Det var jo mig der skulle være den stærke og støttende. Læger og operationspersonale var så ubetingede søde. De ringede efter hver operation og fortalte mig hvordan det var gået, at Dorthe var kørt på opvågning, og at jeg nu kunne bare komme ind. Jeg var ødelagt efter mine besøg hos Dorthe. Men har heldigvis den mest fantastiske familie som bakkede op og kunne lytte og trøste efter mine mange timer og besøg på Riget. Selv den aften jeg ringede meget sent og fortalte at jeg ville blive natten over fordi Dorthe var bange, fik mareridt om ulykken og var påvirket af stærke smerter. Der var intet der ikke kunne lade sig gøre i forhold til mine ture til Riget. Jeg ved ikke helt, hvad det er der sker inden i en, når noget som dette sker. For mig tror jeg at det var nødvendigt at kunne være 100% tilstede og føle at jeg gjorde nytte. Når ikke jeg kunne fjerne min venindes smerte, så kunne jeg i hvert fald gøre så meget andet, for at vise min omsorg og kærlighed til Dorthe. Mit beskyttelsesgen tog over. Der var ingen tvivl i mit sind, om at det bare var sådan det skulle være. Jeg gjorde de ting fordi jeg ville og fordi jeg ved at Dorthe ville have gjort det samme for mig. Tania og jeg udviklede efterhånden et system. Jeg var ofte hos Dorthe om dagen og Tania i aftentimerne. Vi foretog os også en masse praktiske ting; som at hente post, informere og afmelde forskellige ting. Købe ting som Dorthe skulle bruge på hospitalet. Kordinere besøgsaftaler osv. Dorthes familie bor i Jylland. Så det var ganske naturligt for os at tage os af disse ting. Vi besøgte også Dorthe sammen af og til. Det tror jeg simpelthen vi havde brug for. Vi kunne både græde og grine sammen under disse besøg. Få ordnet verdenssituationen og bare være der for og sammen med Dorthe. Vi blev familie alle tre og knyttede et ganske særligt bånd. Det var super vigtigt for os at at fejre Dorthes sejre. I starten de små. For eksempel da vores mus havde været indlagt i en måned. Da kom hun i kørestolen og så holdt vi 1 måneds jubilæum i forhallen. Med hjemmelavet chokolademousse og alkoholfri champagne. I det medbragte fine porcelæn. Sikke der godt nok blev kigget efter os, dernede i forhallen. Kort før påske gav vi Dorthe en invitation til påskefrokost i forhallen. Vi dækkede op med fin service, smukke grene i en vase med påskepynt, levende lys og servietter og hentede vores gæst ned til det store kolde bord med lækre sager fra den lokale slagter. Der var ikke et øje tørt. Og vi blev mødt med smil fra alle som passerede os. Stunder som disse var guld værd! 

Trods smerter, modløshed, masser af medicin og uvished om fremtiden tror jeg at det lykkedes os at skabe et frirum for Dorthe. Med tid til at hygge sig, give sig selv lov til at grine og selvfølgelig også græde. For det gjorde vi også en del. Jeg er den type person, som er enormt følelsesladet og som har ganske let til tårer. Hvadenten det er af glæde, sorg eller nervøsitet. Blev skam også blandt personalet kendt som den grådlabile veninde. Og så kunne vi jo grine lidt af det. Da der var gået ca. 3 måneder var Dorthe klar til at komme på små ture uden for Rigshospitalet. Min datter og jeg trillede en tur i Botanisk have med Dorthe i en kørestol. Vi 

hyggede med varm kakao og tog billeder til vores Instagram. Prøvede at nyde nuet, tre tøser på tur. Bare det at kunne komme ud i luften og uden for Rigets vægge var fantastisk. Lige så langsomt blomstrede min veninde op igen. 

Undervejs i hele forløbet har vi også haft skrevet sammen på messenger. Der blev delt lidt af hvert, både godt og skidt og heppet når Dorthe gjorde fremskridt. Tudede endnu engang da vi fik videoen, hvor Dorthe for første gang gik nogle skridt med en protese på! Det var så kæmpe stort. Og hun var så cool nede i det træningscenter. Knoklede på hver dag, 2 gange om dagen. Det er imponerende at se hvor meget et menneske kan gennemgå og overkomme. Og hvor stor en forvandling der skete med Dorthe gennem de mange måneder hun var indlagt. Fra at ligge bundet til sengen i så store smerter at man næsten ikke kan forstå det. Fra modløshed og ingen lyst til livet. Til de første spæde tegn på livsgnist og lysten til at kæmpe. Kampen tilbage til livet. Kampen for sine drenge og for at gøre os på sidelinjen stolte. Det er så livsbekræftende. Dorthe har det vildeste gåpåmod, en stædighed som ingen anden og fightervilje uden lige. Selv om det så virkelig sort ud i starten og livslysten i den grad manglede, så har det været den vildeste kamp at følge. Dorthes kærlighed til hendes to store drenge gjorde hende stærk. Hun VILLE op at gå. Og det kom hun, efter 8 måneder på Riget var hun klar til at blive udskrevet og starte livet på ny. Når jeg er sammen med Dorthe i dag, virker det som meget langt væk – tiden der på Riget. Og alligevel vil de måneder for altid stå mejslet ind i min hukommelse. Men bedst af alt; jeg har stadig min skønne veninde ved min side. Hende med med det lyse og positive sind, som er den sejeste i verden jeg kender. 

Majbritt