når veninder bliver familie

 

I min tid på Riget fik jeg en ny familie , mine to veninder blev til søstre som jeg vil have i mit liv til den dag jeg dør. Jeg var aldrig i tvivl om deres kærlighed til mig og min til dem, men den omsorg de gav mig de 8 måneder var fuldstændig overvældende og fantastisk.

Jeg har bedt begge mine piger skrive deres egen version af tiden på Riget. I dag er det Tanias skriv i kan læse. Tania og jeg mødte hinanden i 2011 . Jeg elskede den pige fra første gang jeg hørte hendes latter ,den er helt unik og går lige i hjertet på de rigtige mennesker. Hun kan altid give mig styrke ,og hun kan læse mig som en åben bog. Med Tania ved sin side er man altid tryg ,og med hende kan man kun være sig selv. Hun er et fantastisk menneske som også kan puste sig op og fortælle hvordan tingene burde være, hun finder sig ikke i noget og det har jeg den dybeste respekt for. Hende og hendes mand er så vigtige for mig, de har været der for mig flere gange i mit liv hvor jeg har haft brug for hjælp . Jeg er rig på venskab med dem i mit liv.

 

Tanias Historie .

Kl.23.00 onsdag d. 03.01.2018, så jeg at jeg havde et ubesvaret opkald på min telefon fra en fælles bekendt til Dorthe og jeg. Der var indtalt en besked. En af de beskeder der når man lytter til den første gang får en til at ryste på hovedet og tænke,” argghh, det kan ikke være det der bliver sagt”.

Men efter et hurtigt retur kald blev det frygtelige bekræftet. Dorthe var tidligere samme dag blevet kørt over af en lastbil i en højresvingsulykke, det ene ben stod ikke til at redde, bækkenet var smadret og lige nu lå hun på operationsbordet. Og der stod jeg mundlam og kunne ikke rigtig begribe det ubegribelige.

Kl. 01.00 ringede telefonen. Det var en sygeplejerske fra Riget. Dorthe var kommet på intensiv og de havde lige vækket hende efter mange timers operation og for første gang var hun blevet konfronteret med at de havde måtte tage det meste af det ene ben og nu lå hun der helt alene.

Af alle navne i denne verden, så var det mit navn Dorthe havde skrevet på et stykke papir.

Dorthe lå i respirator og kunne ikke tale på daværende tidspunkt.

’kan du komme med det samme Tania?’ spurgte sygeplejersken.

’ Jeg er kørt ’svarede jeg.

Dorthe havde ingen partner på det tidspunkt og hendes familie bor på den anden side af sundet.

Og tanken om at hun skulle ligge der bange og alene var ikke en mulighed, selvfølgelig var det ikke det!!!

Jeg nåede at tænke alt og ingenting på køreturen mod Riget.

Jeg så hende med det samme , da døren til stuen gik op.

Dorthe så så lille ude og lå der helt alene, da vores øjne mødtes så jeg en angst og en frygt i hendes øjne, jeg håber jeg aldrig kommer til at se i et menneske igen. Fra det øjeblik vidste jeg hvorfor det var mig der skulle være der og uden at overveje eller tænke, så blev det Dorthe og ingen andre i det rum der betød noget, jeg lagde min egne følelser på kaminhylden , det var kun Dorthe og hvad Dorthe havde brug for der var vigtigt, intet andet.

Jeg kunne tyde alle hendes signaler, tørre tårerne af hendes kinder , kalde på sygeplejersken når hun skulle kaste op og have tømt slangerne. Med et enkelt blik vidste jeg hvad hun ville.

Det er vigtigt for mig at fortælle, for vi kan godt når det virkelig gælder os mennesker. Husk det!

Og det kom naturligt, det var bare sådan det var.

Jeg vågede over Dorthe hele natten, hun kunne stadig hører lastbilen og lyden af knoglerne der knækkede, det var frygteligt at se et menneske jeg elsker gennemgå det mareridt igen og igen, men jeg havde fandeme bare at være der , det eneste det handlede om var at Dorthe skulle føle sig så tryg som overhovedet muligt, hun skulle vide jeg var der og jeg passede på hende.

Derfra gik der mange timer, dage og måneder, ved Dorthes sygeseng.

De første måneder kunne Dorthe ingenting, hun lå der bare, havde ondt, græd og var træt af livet og ulykkelig.

Dorthes dejlige veninde Majbritt og jeg , skiftedes til at være der dag og nat. Ingen af os havde nogen overvejelser, vi VILLE være der. Og vi er begge velsignede med familier der gav os plads og rum til at være der for vores elskede veninde. De greb os når vi kom hjem. Og vi kunne gribe hinanden.

Jeg tror nok jeg blev kendt som den skrappe af de to veninder. “Bare ærgerligt sonnyboy , ikke mere pis og følelses porno, vi skal videre” 🙂

Efterhånden som de sorte skyer lettede, hendes familie og især hendes drenge gav hende mod og håb, gik vi fra at passe på hende til at se en blomst springe ud, finde sin vej med en enorm vilje og et enormt hårdt arbejde igennem tvivl og smerte, det var fantastisk at være vidne til en kamp tilbage til livet på så nært hold og hold kæft hvor hun kæmpede.

Så kom dagene hvor vi kunne smile og grine, tale om pige ting og spise påskefrokost i Rigets café.

Majbritt lakerede negle på den blivende fod og vi talte om mænd.

Langsomt så vi vores darling vende tilbage.

Jeg ved at både Dorthe og hendes familie er fyldt med taknemmelighed og det skal de have lov til.

Men for os der var der var det bare sådan det var. Og vi fortryder ikke et eneste sekund brugt på Riget og med Dorthe.

Se hende lige i dag, det er sgu fantastisk!!!

• Tania