en fars beretning

Jeg er vokset op hos min far i det her skønne lille hvide hus med det smukkeste kastanjetræ

Jeg har et meget tæt forhold til min far , han har gjort så meget for mig og min bror igennem vores liv. Jeg ved at tiden hvor jeg var på Riget var hård for ham. Han har skrevet et indlæg som er så rørende og jeg er så taknemmelig for ham og hans kærlighed .

Jeg elsker dig far .

 

 

     For nogle år siden så jeg et program i tv med Søren Ryge, et af dem hvor han besøger skæve eksistenser rundt omkring i Danmark. Her var han på besøg hos en ældre dame, der havde boet hele sit liv alene ,  i et nu faldefærdigt hus , helt inde i en skov. Søren Ryge spurgte hende , om ikke hun fortrød hun aldrig havde fået børn, hvortil hun forskrækket svarede : ”Børn, og så have de livslange bekymringer ,nej ellers tak da!”

  Jeg vil selvfølgelig ikke for noget have undværet nogen af mine børn , med alle de glæder og selvfølgelig også sorger og udfordringer det giver at være forælder. Men den ældre dame havde jo ret i at det at have børn er på en måde en livslang opgave.

For man holder jo aldrig op med at bekymre sig om dem, om man så selv bliver 100 år og de er omkring de 80 !  Man prøver at følge med i deres liv , man tænker jo sit ind imellem, om det de nogle gange kaster sig ud i. Men man håber jo hele tiden de har det godt , og er glade og lykkelige.

    Dorthe og hendes lillebror Claus flyttede med mig da jeg i 1986 blev skilt fra deres mor. De var da henholdvis 7 og 5 år . Derfor er der jo naturligt også et særligt nært forhold mellem os tre. Claus og min svigerdatter Mona var lige blevet forældre til en dejlig  dreng i julen 2017, og jeg var oppe hos dem , i Gjellerup ved Herning, for at se det nye barnebarn, den 3/1 2018. Så det var en dag med glæde lige indtil den skrækkelige telefonopringning fra Dorthes eksmand Kenneth., der fortalte om Dorthes ulykke . Han vidste ikke hvor galt det stod til , men jeg fik et nummer til Rigshospitalet, som jeg straks ringede til. Ventetiden var forfærdelig ! Endelig var der en læge i røret, men det var ikke noget rart han kunne fortælle . Det var nærmest som om tiden stod stille, alt imens lægen på en monoton og nærmest klinisk måde berettede  om at Dorthes bækken var brækket flere steder, venstre ben var amputeret , højre ben slemt tilredet og skulle måske også amputeres . Jeg fik fremstammet , at det var da voldsomst , som hun var kommet til skade , hvortil lægen tørt svarede : 

” Ja, men hun er jo også kørt over af en lastbil  jo ! ” Han sagde også at jeg skulle komme derover hurtigst muligt. Der var selvfølgelig en  risiko for den værst tænkelige udgang ! Hvordan jeg kom hjem i min bil fra Gjellerup til Vrønding , husker jeg faktisk ikke rigtig . Men jeg var klar over at jeg ikke selv kunne køre til København. Da jeg senere på aftenen fik en opringning fra en rigtig sød sygeplejerske fra Rigshospitalet , kunne jeg næsten ikke tro det var sandt. Sygeplejersken ringede på Dorthes vegne for at berolige mig og for at sikre at jeg ikke selv kørte derover . !! Hvor sej er man ikke lige når man som Dorthe ligger der , få timer efter ulykken  , og har den omsorg for sin far . Det er noget jeg aldrig vil glemme. Heldigvis fik min søster Åse og svoger Jørn arrangeret det sådan at jeg blev kørt derover, først til Odense af dem, derfra af min nevø Lars . Det skylder jeg dem stor tak for. Det var en rigtig lang tur, for hvordan forbereder man sig lige på det syn man vil blive mødt af ? Mange tanker gik gennem mit hoved , og helt ubevidst tænkte jeg tilbage på Dorthes opvækst hos mig, hvordan hun nærmest fra starten påtog sig en slags moderrolle overfor Claus ( noget han ind imellem var ret træt af ! ) , hendes temperament , som nogle gange kunne løbe af med hende, som dengang hun som teenager for første gang sagde ” hold kæft ” til mig… der blev jeg  da lidt forskrækket, men det var nu også lidt sjovt …! …Da hun begyndte at få kærester, da det blev alvor med hende og sønnernes far…. Da hun fik sin uddannelse ,… da hun blev mor for første gang, og jeg ville ind og se til hende på hospitalet, fordi jeg syntes fødslen trak for længe ud , og jeg nær var kommet i håndgemæng med en sygeplejerske, der ikke ville lade mig se til Dorthe. Heldigvis gik det jo godt, med begge hendes drenge ! Ja, sådan kørte det rundt i mit hoved den 4 januar 2018 , tidligt om morgenen Jeg ville så gerne have været stærk og overskudsagtig da jeg nåede frem til Riget, men filmen knækkede selvfølgelig , da jeg så hende ligge der. Det var jo min lille pige der lå der … Hende som havde søgt lykken på Sjælland , hos en kæreste som viste sig at være en anden end vi troede . Men som hun havde haft mod og kræfter til at flytte fra , etablere sig sammen med  sønnen Mathias i en lille lejlighed i Roskilde, og passe sit job på fødeafdelingen på Roskilde sygehus, et job hun elskede rigtig højt. Men med planen om at flytte tilbage til Jylland til sommer…… .  

  Det blev til mange ture fra Jylland til København , som regel med Flixbus og i selskab med min søster ,  i de 8 måneder Dorthe var indlagt på riget. Også min bror tog med en gang, og i det hele taget har jeg haft en rigtig god familie og rigtig gode venner at snakke med under Dorthes indlæggelse. Der har desværre også været mennesker, helt tæt på mig, der har udvist en så  total mangel på empati , at det gør helt ondt at tænke på. Men det skal ikke ødelægge min glæde over at Dorthe nu er på vej tilbage. Det var svært at se lys for enden af tunnelen i starten, og jeg / vi er mange gange taget bekymrede tilbage til Jylland efter et besøg hos Dorthe på Riget . Men også mange gange med en følelse af at ” hun er godt nok sej ” !  Og det er hun heldigvis. Nu er hun tilbage i Jylland og tæt på igen ! 

  Jeg er meget taknemmelig for at vi ikke mistede ikke Dorthe den 3 januar 2018, selv om det var uhyggeligt tæt på .  Taknemmelig for den pleje og omsorg Dorthe fik på Riget. Og jeg er selvfølgelig også taknemmelig over for Dorthes to fantastiske veninder, Tanja og Majbritt, der har været en  helt enestående hjælp og støtte for hende i hele forløbet. Dorthe skal nu til at leve sit liv meget anderledes end hun havde forestillet sig, men med det livsmod , den stædighed og også en ind imellem befriende humor , hun besidder, skal det nok lykkes for hende at få et godt liv. Hun har i hvert fald mange omkring hende som støtter og elsker hende ….hun har i hvert fald  en far der gør !