jeg er bange for at være mig

Vi kender det alle sammen , en angst vi har indeni som vi måske deler eller måske gemmer vi den væk. Det kan være angsten for at flyve, mange mennsker , for at køre bil, for at møde nye mennesker , vise sig i badetøj eller alt muligt andet. Jeg har lært at angst er angst og det kan ikke andre end dig selv vurdere. Lige nu i dag tør jeg godt sige højt at min største angst er at være mig . Jeg er angst for at være hende den handicappede , hende den benløse, den hudløse og hende højresvingsulykken. Jeg er angst for alt det jeg ikke kan lave om på, for det er stadigvæk så nyt for mig at se ud som jeg gør og det gør så ondt på mig når mine egne forventninger ikke bliver indfriet fordi jeg må sande at det bare er sådan livet er. Jeg er IKKE min ulykke , men den er en del af mig og indtil jeg har vænnet mig til den nye krop , de undrende blikke , den nogengange omklamrende ynk og alle de fysiske udfordringer jeg hver dag skal bekæmpe så må jeg omfavne den angst og hver dag gøre den lidt mindre. Jeg tror ikke på at jeg får noget godt ud af at fremskynde en accept af mig selv, den skal komme ligeså stille hver dag og det er MIG der skal elske den nye krop og være imponeret , det er mig ser skal føle det indeni og det sker en dag med alle de mennesker der vil mig det bedste ved min side . Og det bedste er også indimellem at kunne få lov til at være bange og sige det højt .

Knus D

Ps Jeg skriver lige nu på et indlæg om vores dejlige ferie ,det kommer ud i weekenden 🙂